Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Egeværk modtager Snedkerprisen 2019

Tradition og innovation. Det var nogle af de ord, der blev brugt til at beskrive det moderne møbelsnedkeri, Egeværk, som modtog Snedkerprisen 2019 på 150.000 kr.

På billedet ses oldermand i Københavns Snedkerlaug, Mads Raaschou, som overrakte Snedkerprisen 2019 til Mette Bentzen og Lasse Kristensen. Foto: Raaschou


Fredag 26. april uddelte Københavns Snedkerlaug Snedkerprisen for andet år i træk. Prisen blev overrakt til Egeværk i Hundested, som modtog prisen på 150.000 kr. for deres samling af unikke møbler og brugskunst i særdeles høj klasse. Det nordsjællandske møbelsnedkeri har allerede skabt international opmærksomhed med deres udstilling af skulpturelle møbler i flere europæiske land og USA. 

– Med en kompromisløse tilgang til faget skaber Egeværk respekt om det danske snedkerfag – også udover landegrænsen, siger oldermand i Københavns Snedkerlaug og formand for Snedkersektionen i Dansk Byggeri, Mads Raaschou. 

– Snedkerprisen gives som en anerkendelse for et flot snedkerarbejde, der er udover det sædvanlige. Det synes jeg, i den grad er tilfældet med Egeværk, som har sat barren for det danske snedkerhåndværk rigtig højt, siger branchechef i Snedkersektionen, Frederik Waitz Søborg. 

En moderne og innovativ snedkervirksomhed
Indehaverne af møbelsnedkeriet Egeværk, Mette Bentzen og Lasse Kristensen, roses for have skabt en moderne og innovativ snedkervirksomhed, der leverer smukt snedkerhåndværk i pagt med de bedste danske snedkertraditioner.

- I Københavns Snedkerlaug har vi været meget enige om at belønne Egeværk for deres formidlende indsats for det danske snedkerhåndværks traditioner. Prisvinderne, Mette Bentzen og Lasse Kristensen, har på overbevisende måde vist, at de har evnen til at kombinere tradition og innovation i deres frembringelser, siger Mads Raaschou.

Allerede under deres læretid fik Mette Bentzen og Lasse Kristensen dansk møbelkunst og Wegner møbler ind under huden, og det har holdt ved lige siden. I dag står de på skuldrene af danske møbeldesignere.  

- Vi er vildt stolte over at modtage Snedkerprisen 2019, som er en fantastisk anerkendelse fra vores faglige bagland. Et bagland, der betyder alt for os. Hver dag trækker vi på de kundskaber, vi har fået gennem vores læretid af nogle af verdens bedste møbelsnedkere, siger Mette Bentzen og Lasse Kristensen til Sjællands Nyheder – sn.dk. 

Om Snedkerprisen
Snedkerprisen er støttet af Kirsten og Freddy Johansens Fond, som blev stiftet i 2004. 

Prisen gives til personer, firmaer, organisationer og bygherrer, der har deltaget i et byggeri, restaurering eller indretning, hvor den væsentligste del af snedkerarbejdet er udført i træ. Derudover kan prisen gives til nyt møbeldesign, ny teknologi eller lignende. Emnet bedømmes på, hvor godt det afspejler tradition og innovation i udførelsen. 

 

Læs flere artikler fra Snedkersektionen